At møde omverdenen påny – i kørestol

Indholdsfortegnelse:

• Mødet med omverdenen
• Fra frontlinje til fortov
• Ansigt til ansigt med frygten
• Små mennesker – store spørgsmål
• Et skridt for langt – et øjeblik for meget
• I menneskemængden
• At rejse sig efter livet har givet dig en lussing
• At finde nye veje

Mødet med omverdenen

Da jeg blev så rask, at jeg kunne tage på korte caféture eller lignende uden for hospitalet, var jeg meget betænkelig over, hvordan verden ville tage imod den nye version af mig – med kørestol! Det fyldte rigtigt meget, og jeg blev ved med at udskyde turen udenfor.

Men en dag slap undskyldningerne simpelthen bare op. Det stod klart for omverdenen – og mig selv – at det ikke var fordi kørestolen drillede, at jeg havde ondt eller var træt. Det, der holdt mig tilbage, sad oppe i hovedet.

Fra frontlinje til fortov

Inden jeg kom til skade, var jeg udsendt som sergent til et af verdens farligste brændpunkter – Afghanistan – med ansvar for bl.a. egne soldater, materiel og vores del af den større opgave. Set i bakspejlet var det et ret stort ansvar, men det var fint, for jeg havde jo selv søgt stillingen.

Tilbage på hospitalet sad jeg ved udgangsdøren og prøvede at holde hovedet koldt. Jeg skulle – lige om lidt – overvinde mig selv og min frygt for, hvad der ville ske, når jeg kørte ud ad døren og ind i den ventende, dømmende omverden.

Ansigt til ansigt med frygten

Efter (for) lang tids overvejelser kørte jeg ud af hospitalet. Jeg skulle bare over på den anden side af vejen og spise brunch på en café. Hurtigt tilbage igen, for jeg fik stadig ondt af at sidde op.

Det lyder jo fredeligt nok – men jeg var skrækslagen.

Det var jo meningen, at JEG var den faste klippe. Ham der kunne stå imod hvad som helst. Og nu? En krøbling, der skulle have hjælp til stort set alt… Jeg havde, på forhånd, gennemlevet alle tænkelige (og utænkelige) måder, det kunne gå frygtelig galt på. Og alle de fordømmende blikke, jeg forventede fra forbipasserende.

Små mennesker – store spørgsmål

Til trods for alle mine bange anelser – og en stram tidsplan, fordi jeg hurtigt fik ondt – gik cafébesøget godt. Jeg kom tilbage til hospitalet i ét stykke.

Jeg måtte indrømme, at jeg havde hygget mig. Det var faktisk rart at komme lidt udenfor.

Set i bakspejlet, mange år efter, kan jeg godt se, at min frygt nok mere handlede om mig selv end om omverdenen. Jeg var vant til at kunne håndtere enhver udfordring – fordi jeg kendte mine grænser og vidste, at jeg kunne stole på mig selv.

Det samme med frygten for de fordømmende blikke. Det var nok bare min fantasi, der løb af med mig. I virkeligheden er de fleste mennesker ligeglade med, om du sidder i kørestol eller ej. De har så rigeligt med deres eget liv.

Dem der står og glor, er oftest børn – og de kommer tit hen og stiller (nogle gange meget) direkte spørgsmål. Det synes jeg faktisk er en fin isbryder. Det demonterer hurtigt den der usynlige distance.

Et skridt for langt – et øjeblik for meget

Nogle måneder – og flere cafébesøg – senere blev jeg inviteret til livemusik på vores (efterhånden) stamcafé. De ville sørge for, at vi fik et bord tæt på udgangen og lidt væk fra musikken.

Med gode oplevelser i rygsækken sagde jeg ja.

Aftenen kom, og min kæreste og jeg tog af sted. Musikken var allerede høj, og arrangementet havde trukket mange mennesker til – både inde og udenfor. Der var dørmænd på i dagens anledning, men de kendte ikke til vores aftale med caféens ejer.

Vi kom dog ind – men fandt hverken ejer eller et ledigt bord. Så vi besluttede at finde en løsning selv.

Vi forsøgte at bane os vej ind i caféen, men halvvejs inde stod det klart, at det kun blev mere crowded. Vi vendte om for at finde et roligere sted. Min kæreste spurgte, hvad jeg ville – men jeg kunne ikke svare.

Det var som om min mund og hjerne ikke snakkede sammen. Så mærkede jeg en snurrende fornemmelse i min lillefinger. Den bredte sig op gennem højre arm og satte sig i højre side af ansigtet.

Hun gik ind foran mig for at få øjenkontakt – og i samme sekund, som vores blikke mødtes, løb hun om bag stolen og begyndte at skubbe mig mod udgangen.

Den kørestol, jeg havde lånt fra hospitalet, var tung. Da vi først kom op i fart, var det svært at styre. Vi zigzaggede gennem menneskemængden – alt flimrede – og så blev det sort.

I menneskemængden

Efter jeg mistede bevidstheden, fik min kæreste mig ud fra caféen. Hun prøvede at få dørmændene til at hjælpe, da jeg kramper voldsomt. Men de vidste ikke, hvad de skulle gøre.

I stedet fjernede de hende fra mig.

Jeg sad alene i kørestolen – rystende, ukontrolleret – mens folk begyndte at danne en ring omkring mig. Ikke for at beskytte mig, men for at filme. Mobiltelefoner kom op af lommerne. Ikke én blev brugt til at ringe 112.

Det var nok et grotesk syn: En mand med tydelige kramper – alene, bevidstløs – midt i en menneskemængde, mens hans eneste pårørende blev ført væk.

Heldigvis var der nogen, der til sidst ringede efter hjælp. Ambulancen kom, og dørmændene slap taget i min kæreste.

Jeg blev hurtigt kørt på hospitalet, hvor de fik styr på anfaldet. Det viste sig, at hjerneskaden havde forårsaget epilepsi. Jeg kunne forvente medicin – og jævnlige anfald – resten af livet.

At rejse sig efter livet har givet dig en lussing

Jeg deler den her historie, fordi den viser, hvordan livet i en kørestol kan give nogle gevaldige knubs – både fysisk og psykisk.

Men jeg er kommet videre.

I dag er jeg anfaldsfri og tager ikke længere medicin. Og hvis jeg har lært noget, er det, at de her “dyk” i livet ikke må få lov til at definere resten af rejsen. Det er netop i de øjeblikke, hvor livet prøver at smide grus i maskineriet, at vi skal insistere på at køre videre.

Livet stopper ikke, fordi noget går skævt. Det ændrer bare retning. Og måske – bare måske – finder vi nye veje, vi aldrig havde bemærket, hvis ikke vi var blevet skubbet ud af den gamle…

At finde nye veje

Del meget gerne dine tanker, oplevelser eller spørgsmål i kommentarfeltet. Måske har du også oplevet at blive skubbet ud af din retning – og måtte finde nye veje. Hvad gjorde du så?
Vi er mange, der kan lære af hinanden.

Nyttige links:

Epilepsiforeningen – information, rådgivning og fællesskab for mennesker med epilepsi

Hjerneskadeforeningen – viden, støtte og netværk til mennesker med erhvervet hjerneskade og deres pårørende

Danske Handicaporganisationer – paraplyorganisation med fokus på rettigheder og inklusion

Psykiatrifonden – rådgivning om psykiske reaktioner og traumer