Når øjenhøjde bliver overhøjde – En hospitalsoplevelse tættere end tæt

Er der nogen, der kender det der med, at man ligger i en hospitalsseng efter et alvorligt traume eller sygdom? Man ligger og prøver at få hele situationen til at give mening, men det lader sig på ingen måde gøre. Spekulationerne begynder at trigge en hovedpine, og man vil helst bare lukke øjnene og sove fra det hele. Men så… ind ad døren kommer en person i hvidt tøj. En sygeplejerske, læge, fysioterapeut, ergoterapeut – you name it! Vedkommende spankulerer rundt om din seng og stopper op ved dit ansigt…

Godmorgen, Morten

”GODMORGEN, MORTEN!”, bliver der brølet lige ind i ansigtet på mig. Sygeplejersken har lynsnart, og lige så adræt og lydløs som en ninja, manøvreret sig ned på hug, således at hendes ansigt er LIGE ud for mit – vores næser er så tæt på hinanden som det er menneskeligt muligt, uden egentligt at røre hinanden.

Hun fortsætter sin afhøring: ”JEG ER SY-GE-PLEJ-ER-SKE HER PÅ AF-DE-LIN-GEN. VED DU HVOR-FOR DU ER HER HOS OS?”

Jokes og kække comebacks står i kø inde i hovedet, men det eneste, jeg får fremstammet, er et forkølet: ”ja”…

Hun nikker tilfreds og fortsætter afhøringen. Min hjerne koger. Jeg ved godt, at hun prøver at finde ud af, om elevatoren går helt op på øverste etage, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at hun måske burde overveje, om man kan teste bevidsthedsniveau uden at stå ansigt-til-ansigt som to boksemodstandere i ringen.

Er øjenhøjde altid en god idé?

Det slår mig senere – efter at have genvundet en smule kontrol over situationen – hvor absurd hele oplevelsen egentlig var. For idéen om at møde folk i øjenhøjde er jo grundlæggende god. Vi taler om det hele tiden, både i sundhedsvæsenet, i socialt arbejde, i politik. Vi vil gerne møde hinanden som ligeværdige mennesker.

Men det kræver altså, at man husker, at øjenhøjde ikke handler om fysisk afstand. Det handler ikke om at være millimeter fra næsetippen på den anden. Det handler om at møde den anden dér, hvor de er – menneskeligt, mentalt og emotionelt.

Når man ligger i en hospitalsseng, måske bange, forvirret eller sårbar, kan “øjenhøjde” hurtigt føles som “overhøjde”, hvis det bliver brugt som et værktøj til kontrol fremfor empati.

Givende links

Hvis du vil læse mere om, hvordan man som borger kan være med i sin egen behandling og blive taget seriøst, så tjek gerne disse sider:

• Patienthåndbogen – Indlæggelse og udskrivelse af den ældre patient
• Socialpædagogerne – Borgerinddragelse og retssikkerhed i socialt arbejde
• KL – https://www.kl.dk/social/retssikkerhed/borgerinddragelse
• Danske Handicaporganisationer

Kort opsummering

Øjenhøjde er vigtigt – men det handler ikke om, hvor tæt man fysisk kan komme på folk. Det handler om respekt, nysgerrighed og at give den anden plads til at være menneske, ikke patientnummer. Næste gang nogen forsøger at skabe kontakt ved at trænge sig ind i din personlige boble, så husk: Det er okay at minde dem om, at øjenhøjde også kræver lidt afstand.

Hvad med dig?

Har du prøvet at blive talt til, som om du var fem år gammel eller ikke helt hjemme i dit eget hoved? Eller har du haft en oplevelse, hvor nogen faktisk mødte dig i reel øjenhøjde?
Skriv gerne din oplevelse i kommentarfeltet – jeg lover at læse med, uden at mase mit ansigt op i dit.